Indretning i Bulgarien😊
Min mands famile har, tilbage i nullerne, købt en ferielejlighed ved Sortehavet og vi har derfor tilbragt mange sommerferier i Obzor i Bulgarien.
En by, der år for år er blevet mere og mere gearet til at modtage turister. Så det har været spændende at følge udviklingen i den lille by, med tiltag år efter år…
I starten havde vi svært ved at kommunikere med Bulgarerne, da de ikke kunne særlig meget engelsk eller tysk. Spisestederne eller restauranterne var få og det var ikke alt mad, der var lige lækkert, set med danske øjne…. Men de har, år for år udviklet sig virkelig positivt og vi var derfor heller ikke i tvivl, da vi opdagede, at der var en lille lejlighed til salg til billige penge…
Modsat Danmark er ferieboligpriserne faldet markant her ved sortehavet i Obzor. Tænker det er en blanding af Corona og krigen i Ukraine der er grunden. En del Russere har i sin tid investeret i lejligheder her ved Obzor, hvor de fleste nu er blevet tvunget til at sælge…. Det blev så vores held…
Det var udsigten vi forelskede os i.
Egentlig er jeg, personligt, ikke så meget til ferieresorts…. Og dette Obzor Beach Resort er faktisk heller ikke særlig charmerende, hvis man ser på det udefra… Men trygheden i stedet, fordi man kender det og beliggenheden helt ud til strand og vand gjorde forskellen.
Ved fremvisning af lejligheden blev vi mødt med et noget farverigt look. Hele lejligheden, som ved første øjekast mindende lidt om en blanding af et bordel (Rosa look)og et drenge-børneværelse (lyseblå look), var ikke det kønneste syn. De farvede vægge, sammen med et kraftigt lysinflad gennem de farvede lamelgardiner, udgjorde et farverigt univers, hvor man havde svært ved at definere om der overhovedet var noget som helst hvidt i lejligheden.
Bedøm selv😅:
Så det var ikke lige farverne, der gjorde at vi forelskede os i lejligheden. Men da vi fik rullet gardinerne fra og så den skønne udsigt lige ud til sortehavet med en stor, skøn terrasse, var vi solgt.
Med udvalgte møbler og textiler, kunne denne lejlighed virkelig blive hyggelig, tænkte vi.
Herefter gik vi i gang med at måle lejligheden op & fik taget billeder af alle vægge og rum, så jeg kunne få tegnet lejligheden op i mit 3D-tegneprogram og begynde at finde løsninger og idéer.
Lejlighedens køkken var noget medtaget, så vi valgte at gå med et nyt… Mit held… For så kunne jeg designe køkkenet fra scratch.
I en lille lejlighed, hvor vi ønsker at stuen også skal fungere som ekstra soveværelse, valgte vi at dele køkken og stue med en halvø, som samtidig kan rumme 2 lave køleskabe, der ikke var plads til i selve køkkendelen, grundet ønske om integreret opvaskemaskine og vaskemaskine.
Nu er vi spændt på kvaliteten af køkkenet, da vi godt ved, at danske og Bulgarske forhold ikke helt kører efter samme skala….. Men da vi valgte fronter og bordplade ud fra firmaet “Kronospan”, som jeg før har stødt på, i forbindelse med udførelse af special-inventar til andre projekter, er jeg egentlig meget fortrøstningsfuld og tryg.
Men, li´som i Danmark, er det svært at få håndværkere, så køkkenet bliver først færdig i september.
Indretning uden køkken…
Vi valgte dog at tyvstarte indretningsprojektet og valgte at indrette soveværelset og stue med så meget vi nu kunne, uden køkken, som vi faktisk er glade for, da den planlagte ø i det nye køkken, ville have gjort det besværligt, grundet manglende gulvplads til samling af seng, sofa og garderobeskab…
Vægge og loft havde vi fået en maler til at udføre i foråret, hvor jeg blot havde fremsendt NCS-farve-koden på farverne og fremsendt beskrivelse & tegning af hvilke farver der skulle placeres hvor. At maleren så ikke var den bedste de havde på hylden, er så en anden sag….
Uviden…
Har hele tiden tænkt at vi nok kunne finde møbler og accessories i Bulgarien, der tilnærmelsesvis kunne matche den hyggelige sommerhusstemning med dansk islæt, som vi ønskede. Og måske har jeg ikke været ihærdig nok i min søgen, men i de møbelbutikker jeg har besøgt i både Varna og Burgas (henholdsvis 3. og 4. største by i Bulgarien), har jeg ikke lige været heldig at finde noget der faldt i vores (min😅) smag. Så beslutningen blev en kombi af møbler fra Ikea & Jysk, som kunne købes i Bulgarien og House Doctor (Society of lifestyle) som vi fik sendt fra DK til Bulgarien. Sammen med skønne Bulgarske fund, håber jeg at lejligheden kommer til at emme af en blanding af dansk hygge & Bulgarsk kultur.
Bulgarien har desværre ikke sol og sommer hele året rundt, så vi kommer ikke til Bulgarien før til foråret igen. Men her glæder vi os til at se, hvordan køkkendelen er blevet samt hvor hyggeligt det er blevet med gardiner, som også bliver monteret efterfølgende. Vi afventer derfor de sidste gøremål og er spændt på det færdige projekt i 2024, hvor jeg, med glæde, vil dele det med dig🤗
GO´ SOMMER TIL DIG☀️
Solskinshilsner
Loddie Liv